13. og 14. maj: Skulptur-kursus
i smukke rammer

Over en skøn og grøn maj weekend på det nyrestaurerede Rydhave Slot får du inspiration og færdigheder til at udtrykke dig i naturens materialer, træ og sten. Materialerne finder vi i slottets naturskønne omgivelser. Papir, kul og grafit kan købes, eller det kan medbringes.

Kurset er for voksne, og det kræver ingen forkundskaber. Det er for højst 6-7 personer, så du er sikker på personlig og individuel vejledning. En inviteret anerkendt kunstner vil holde foredrag, og du vil selv få rig lejlighed til at arbejde kreativt og kunstnerisk.

Vi vil, som Michelangelo udtrykte det: “Frigøre det liv i stenblokken, som ventede på ham”. På samme måde vil vi bruge de tegn og udtryk, som naturen har foræret os i en sten eller et stykke træ – og så lader vi nysgerrigheden og forestillingsevnen føre os videre, styrke intuitionen og nå frem til værker, der bliver skaberens helt personlige udtryk.

Kurset starter lørdag kl. 10. Det slutter søndag med en udstilling på slottet, fra kl. 19 til 22. Her er gæster velkomne.

Kursusleder med internationalt ry

Kurset ledes af kunstneren Rolf Jacobsen (rolfjacobsen.com), som gennem mange år i udlandet har skaffet sig stor indsigt i og erfaring med kunstnerisk udtryk i forskellige materialer, blandt andet ved samarbejde med anerkendte kunstnere.

Rolf Jacobsen har flere gange udstillet i USA og Italien, og han har været repræsenteret på Forårsudstillingen på Charlottenborg i København.

Enestående indkvartering og forplejning

Du bliver indkvarteret i ét af de nyindrettede slotsværelser i charmerende renæssancestil, og udsigt til den smukke slotpark, der indbyder til gåture i det grønne. Der er højt til himlen på Rydhave, blot fem minutters køretur fra Venø bugten ved Limfjorden.

5 måltider er inkluderet i opholdet, og kaffe og the vil stå til rådighed. Specielle krav til mad bedes oplyses mindst en uge før kursusstart.

Pris for kursus incl. ophold og forplejning, pr. person:
XXXX kr.

Ring til slottet og tilmeld dig på: 33 1314 38